Fuldmåne i Stenbukken juni 2018. Ned på jorden.

Den 28. juni har vi fuldmåne i Stenbukken. En fuldmåne, jeg personligt har glædet mig til. Ikke bare fordi den er i nogle energier, jeg er totalt hjemme i, men fordi vi har brug for det.

Mars, som er vores kraftplanet, er for tiden i Vandmandens tegn. Ved du hvad det er? Det er ild rejsende på luft. Ja, ligesom en luftballon. På megasteroider med jetpack, mand. Too much. Som skrevet i juni-indlægget: der er ingen jordforbindelse for tiden. Overhovedet.

Få dage før fuldmånen går Mars i retrograd. Det er tid til 2 måneders hvile. Nogle prikker altså hul i den luftballon, som straks siver til jorden. Der skal nu til at være ro på. Grounding. Jordforbindelse. Men det bliver en sej tid, hvis man har meget ild i sit energetiske blueprint.

For lidt over en måned siden skiftede Uranus til Tyrens tegn, som også er et jordtegn ligesom Stenbukken. Dette skete efter 7 år med Uranus i Vædderen. Hey, ved du hvad Uranus i Vædderen er? DET ER LUFT REJSENDE PÅ ILD. Det er utålmodighed, tap tap tap med fingrene, der skal ske noget hele tiden, hey hvor er min selfie, instant gratification, jeg vil have det hele og det nyeste og det skal være igår. Hey nu fik jeg en iPhone 6, men 5 minutter senere kommer iPhone 7 og den skal jeg sørme også have. Jeg har glædet mig til, at Uranus skulle skifte til Tyren, så vi kan komme lidt væk fra alt det alt for hurtige der. Tyren er jo ned på jorden, bygge langsomt op, nyde med alle sanserne osv. Bevares, det er heller ikke en nem transit med det, der skal brydes op her, men vi er i det mindste mere nede på jorden end vi har været i årevis nu. Tiderne er virkeligt skiftet.

Prølioghør, jeg ved godt at jeg energimæssigt måske lyder gammel og forstokket nu. Men der er altså noget, der hedder proces og opbygning. Stenbukken hersker over tiden.  Der er noget utroligt smukt ved processen når man skaber noget. At blande dejen, sætte den til hævning, ind i ovnen, glasur på. Ok, jeg ved ikke lige hvad jeg var ved at bage der, men you get the point, ik. At så frø i haven, se det vokse, se noget gro og måske høste det. Det ligger bare meget, meget bedre i maven ved denne her fuldmåne og i de kommende måneder.

Saturn er jo en streng herre, som jeg har skrevet om adskillige gange. Det, man lægger i noget, er det man får ud igen. Ikke noget ekstra som med Jupiter, der giver os mere, giver os noget, vi ikke har gjort os fortjent til. Saturn er lige ind, lige ud. Ren karma. Og man kan lige så godt vænne sig til det frem til 2020, ikke mindst når formørkelsesaksen skifter fra Løven/Vandmanden til Krebsen/Stenbukken her i juli også. Det har været nogle seje år for Løver og Vandmænd her, mange pludselige forandringer.

Man kan ikke skyde genvej eller forvente mere, end man selv putter ind. Slet ikke nu hvor alt er i retrograd. Man skal gøre arbejdet. Saturn er ”streng” på den måde fordi Saturn ønsker, at man bruger sin fulde kraft. Opnår sit fulde potentiale og det gør man ikke ved at få alt serveret, ved bare at kunne trylle noget frem med et fingerknips. Det gør man ved at udvikle sig og finde sine ressourcer, styrker og kompetencer frem gennem udviklingsprocessen. Der er utroligt mange lag og  dimensioner i sådan en proces.

Saturn/Stenbukkens kort i tarot er Djævlen. Et kort, der er meget at sige om, men lige nu vil jeg fokusere på det relevante. På billedet ses to personer, som har lænker om halsen. Symbolikken er, at lænkerne er så store at de sagtens kan tage dem af og gå deres vej. Der er intet, der lænker dem til Djævlen. Denne fuldmåne handler i høj grad om nye begyndelser, at bryde fri af det man ikke længere skal have i sit liv. Ofte lænker,  vi selv unødigt lægger omkring vores hals. Det er de der ”burde”-begreber. Jeg ”burde” gøre det og det. Hvorfor? Hvorfor "burde" du også ringe til din gamle klassekammerat, du ved dræner dig for energi ved den frokost, du ikke har lyst til at spise med vedkommende? Burde må altså være lige så død som plejer snart, specielt her i Krebse-sæson hvor det nemt kan komme til at handle om alt andet end det, det bør handle om: nemlig DIG. Det handler om dig nu, hvad du vil, mens den Nordlige Måneknude stadig er i Løvens tegn nogle måneder endnu.

Det er guld værd at have så meget retrograd, som vi har i denne sommer, synes jeg. Man kan virkeligt komme i dybden med sig selv, få ryddet op, belyst, endevendt, så man bygger solide strukturer fra bunden. Som skrevet før, så går det pludseligt stærkt i starten af september, og så skal man have gjort arbejdet. Så kan man ikke have et tag klar, når der ikke er et hus-fundament at lægge det tag oven på.

Vi er på vej ind i nogle helt, helt andre energier og dette er et af punkterne på vejen dertil. Man kan tage et ansvar og fjerne sit affald selv nu eller få det blæst ud over hele nabolaget fra den der sindssyge luftballon på et senere tidspunkt, når den er oppe igen i slutningen af august.

Når en peberkagebager bager peberbagekager ta´r hen først en mægtig gryde og et kilo smør omtrent. Og hvis gryden ikke vælter blandes smørret mens det smelter med et kilo puddersukker til det lugter brunt og brændt.

Og når smør og sukker kommer med en halv snes æggeblommer som man rører ud i gryden med et kilo hvedemel. Når det værste er af vejen krydres peberkagedejen med en teske ægte peber og et lille drys kanel.

Sådan lød Bagermester Harepus´ bagesang i Dyrene i Hakkebakkeskoven. Processen er vigtig, den er skøn og den er smuk. Den hedder jo ikke når en peberkagebager bager peberbagekager bestiller hen dem på nettet, vel? Det er sguda en kedelig sang. Jeg har endda skrevet hele teksten ind uden bare at copy-paste for at blive i den rette ånd .

Tålmodighed skal der til. Jeg ved godt, at man synes at man er klar. Det gør jeg mig også selv skyldig i. Men det er du ikke, det er vi ikke, så udnyt endelig denne guldgrube af en rolig proces, hvor der for alvor kan bygges op fra bunden.

Du skal nok få din kage. Men først skal den bages.

Fedt nok, nu har jeg den sang i hovedet.

Louise

Kosmisk disclaimer: Mars går retrograd før denne fuldmåne. Der kommer indlæg omkring dette også. Indlæggende presser sig på i deres egen rækkefølge, som jeg ikke helt kan styre, desværre, når der bliver åbnet for bevidsthedsstrømmen. Men kommer, det gør det. Det hele :).

Kategorier