En hyldest til Victor Borge

Jeg har længet ville lave en hyldest til Victor Borge og lære ham at kende gennem numerologien og astrologien. Han var min barndoms helt hvad komik angik, jeg elskede og efterlignede ofte hans humor. Få har haft så mærkbar indflydelse på mig som ham. Først mange år senere opdagede jeg, at vi er født den samme dag (3. januar, han blev dog født liiiidt før mig) og siden dengang har jeg prøvet at bilde mig selv ind, at jeg er lige så sjov som Victor Borge. As if.

Victor Borge blev født den 3. januar 1909 i København. Numerologisk gør det ham til en 3´er (3-1-1) og astrologisk til Stenbuk med Månen i Tvillingerne. Han har faktisk en del planeter i Tvillingens tegn, hvilket er en god modvægt til den lidt indelukkede Stenbuk da Tvillingen er særdeles social og elsker at underholde. Jeg har selv min ascendant i Tvillingen, en modvægt jeg er meget glad for.

Nåh. En dag lagde jeg så hans numeroskop. Fra fødslen i 1909 hed han Børge Rosenbaum og i 1942 skiftede han navn til Victor Borge. Hmm. Ingen af de to numeroskoper gav billedet af en specielt fed type, så jeg tænkte, at jeg måske havde skrevet forkert. Det var under Merkur Retrograd (der er iøvrigt en mere på vej, venner – vi er allerede i skyggeperioden) og det var hurtige udregninger i hånden. Nej, det kunne ikke passe. Så glemte jeg alt om det. Måske lidt med vilje.

Forleden faldt jeg (av) over en biografi fra 2014, hvor Jacob Wendt Jensen skriver om ”Victor Borge - Mennesket bag smilet”. Den giver et billede af en mand, der godt nok var sjov og charmerende, men også ekstremt ambitiøs, ensom, nærtagende og arrogant. Hans stærke ønske om at være midtpunkt og på toppen havde store omkostninger for dem, der var tæt på ham. En sammensat person, der ”på den ene side er vittig og charmerende og på den anden side en person, der ikke tålte modsigelse, ville have sin vilje og kunne være bidende ondskabsfuld over for både kone og kolleger”.

Mja, det var jo også lidt det, jeg havde set. Hvis vi tager numerologibrillerne på, så er det dybest set en beskrivelse af en 3´er med urent numeroskop. Arrogant – tjek. Firkantet i sine holdninger – tjek. Gider dybest set ikke de fleste andre mennesker – tjek tjek tjek.

3 er dog også tallet for ambition og for humor. Mange komikere er 3´ere, og da 3´eren har lidt af et ”pokerfjæs”, der kan bruges i både business og i showbusiness, når 3´erne som regel langt inden for det, de har sat sig for. New York Times kårede ham da også i 1956 til ”Verdens morsomste mand”.



Victor Borges berømte "deadpan humor". Klassisk 3´er humor, at man holder masken fuldstændigt, men gør noget komisk imens. Berømte, komiske 3´ere med den type humor er Louis C.K, Eddie Murphy, Bill Cosby, Alec Baldwin, David Hyde Pierce (Niles i "Frasier") og Roseanne Barr.

Tager vi astrologibrillerne på, så tja – manden var Stenbuk. Det ambitiøse kardinaltegn, for hvem der kun er eet mål, nemlig toppen. Den øverste tinde, skridt for skridt. Arbejdsnarkomanen, der aldrig giver op. En pessimist, der ikke altid forstår sig på det sociale. Begge aspekter gør, at han er familiemand og at måden, han viser sin kærlighed på er ved at skabe et trygt hjem for sin familie. Det har ikke været ren egoisme, der har drevet ham.

Når jeg ser på hans numeroskoper, så var det på mange måder bedre for ham at hedde Victor Borge end at hedde Børge Rosenbaum. Rosenbaum gav ham 35/8, hvis talværdi er omtrent lige så sjov som at blive kørt over af en kampvogn. Et tal for, at alt bliver taget fra en. Tæppet bliver trukket væk under en, så ens liv ligger i ruiner gang på gang. Det må han have oplevet og selv om Børge giver 19/1 og han har holdt humøret oppe, måske i overdreven grad,  så har det helt sikkert tæret på ham.

3´eren har det meget dårligt med nederlag, det er Jupiters tal – Jupiter er lykkeplaneten, den står for held, succes, lykke, positivitet, optimisme, ekspansion, udvikling, vækst etc. Han var dobbelt 1´er i henholdsvis måneds- og årsvibration, så succes og uafhængighed har været et og alt for ham – og nederlagene har været tredobbelte, da 1´eren er en pendant til 3´eren med den forskel, at den feminine 1´er ledervibration ikke bryder sig om modstand. Tingene skal helst komme let. 3´eren er den maskuline ledervibration. Det er Zeus og Zeus kan sgu slås – men det betyder ikke, at Zeus har lyst til at slås. Nej, nederlag og fiasko har ikke været noget, Victor Borge kunne tåle.

Han bliver da også tvunget til at forlade Danmark på grund af den nazisiske jødeforfølgelse i 1940 og får snart skabt sig et navn i USA, hvor han bosætter sig. Allerede i 1941 bliver han af Bing Crosby (som iøvrigt selv var 3´er) udnævnt som ”Årets Radiofund” og gudskelov ændrer han navn til Victor, som giver 23/5 (som han også har som sit højere livsformål, så det var aldrig gået helt galt alligevel). Ikke et perfekt numeroskop, for nu får han drama queen 12/3 i stedet for et dejligt, harmonisk 6-tal i hjertecenteret, til gengæld ryger 35/8 og han er nu fuldt beskyttet. 6-tallet bliver flyttet ned som livstema, så nu er han drevet af kærlighed istedet for et hårdt og krigerisk 9-tal.

Numeroskopet er ikke balanceret for i begge navnene har han 9 i solar plexus, og her tror jeg at kilden til den hårdhed ligger. Solar plexus er vores forhold til de nærmest og os selv, og 9 er et stenhårdt tal, der lukker ned for energiflowet i kroppen og gør, at man har ekstremt høje forventninger til sig selv og taler hårdt til sig selv og sine nærmeste.

Det er flere steder nævnt, at han jagtede et enormt behov for at være i centrum. Der er astrologiske aspekter, der gør, at han måske har følt sådan omend jeg tror også, at det har med at gøre, at han havde 17/8 i inderste aura som Børge og den er helt væk som Borge. Han har altså fra fødslen været vant til, at spotlight og opmærksomhed blev rettet mod ham og nu er den er pludseligt væk, så der skal arbejdes hårdere på scenen.

Der er meget at fortælle om Victor Borge, men for nu vil jeg slutte her. Tænk, hvad han kunne have opnået med et rent numeroskop. Og så alligevel – han har allerede opnået udødelighed og verdensberømmelse megen modgang til trods, mon dog et par post mortem-biografi-pletter på hans image vil gøre den store forskel. Han er trods alt en af de mest kendte danskere i verden og han er kendt for noget positivt.

En ting er sikkert: den mand er ikke kommet sovende til sin succes.

Godnat.

Louise

Kategorier