NYMÅNE I VANDMANDEN DEN 29. JAN 2025. TÆNK.

Blue Emblem Creative and Innovative Gradient Desktop Wallpaper

Der sker meget i slutningen af januar, det meste af det i den sidste weekend, så Ole Olsen får sig lidt af en fødselsdag i år. Som det progressive tegn Vandmanden er, kan vi derfor godt være lidt på forkant med nymåne-indlægget, da meget af det kan mærkes nu.

For lige at resumere 2025 i en nøddeskal, så bliver det lidt af en…film. Et teaterstykke. Det meste kommer til at foregå privat, bag kulisserne, derhjemme, inde i os selv og i vores fantasi. Det sørger Slangens år og en oversvømmelse af planeter i Fiskenes tegn for. Intet vil være på plads, og især foråret vil bølge frem og tilbage mellem sort og hvid, ja og nej, sandt og falsk.

Det er alt sammen en del af en proces, det er Slangens måde at skifte ham, så det bedste man kan gøre er som nævnt at læne sig tilbage og nyde showet – for det er det, det er.

Et show.

I slutningen af januar 2025 kan vi dog få intellektuel hjælp fra Solen, Merkur og Nymånen i Vandmandens tegn, så det vil alligevel være muligt at danne sig et overblik for det kommer til at gå stærkt, i nogle perioder rigtigt stærkt. Fordi det også bliver den første nymåne med Pluto på skulderen kan vi se til, at det også bliver autentisk for Pluto gider ikke rigtigt noget andet, hvilket giver os mulighed for at ride på en bølge af intensitet og viljestyrke.

Den 29. januar 2025 er der altså en ny begyndelse, nok lidt dybere end ellers, der hvor du har Vandmanden placeret. Især hvis det er omkring 9 grader. Er du Guldmedlem, kan du under ”månedshoroskoper januar 2025” læse, hvilke livsområder der aktiveres for dig (læs for din Sol og din ascendant, hvis du kender den).

Det næste stykke tid kommer til at handle om de sidste to tegn i Zodiakken, Vandmanden og Fiskene. Det er de mest udviklede tegn, og hvor man måske forbinder dem med høj bevidsthed, næstekærlighed og empati – hvilket er korrekt – så er det også nogle kolde tegn. Vandmanden er analytisk og Fiskene er sin næstekærlige natur til trods en kold…ja, fisk. De varmblodige, følsomme og passionerede tegn ser vi længere tilbage i udviklingen omkring Krebsen og Løven. Det er ikke der, vi "ender".

Der er måske koldt på toppen, men det er der så sandelig også på havbunden.

Min pointe er, at det er en god tid for lige at hanke op i sig selv og se tingene for hvad de er i det omfang, det er muligt. Se tilbage på, hvorfor man havnede i den og den situation samt hvilke mønstre, metoder eller principper, der ikke gør noget godt for en.

Vandmanden er sin humanitære natur til trods som regel ikke interesseret i folks ævl og dårlige undskyldninger, hvilket for nogle kan virke koldt. Til gengæld har den hjernen og empatien til at hjælpe til at kreere gode strukturer og systemer for menneskegrupper, men personligt at tage sig af andre…det er ikke rigtigt det, vi er ude i her.

Lad os tage et eksempel: en person har røget 20 smøger om dagen i 40 år, og har nu fået diagnosticeret lungekræft. Her ville man ikke opsøge en Vandmand eller en Stenbuk for medfølelse, for Saturn-tegnene opererer på et fundament af at være realistisk omkring konsekvenser for sine handlinger som en del af logikken i de jordiske spilleregler. Til gengæld ville f. eks en Vandmand kunne kaste sig ud i at gøre processen for patienten mere tålelig, effektiv, hurtig eller endda hjælpe til at forstå, hvordan man afhjælper afhængigheder, men selv at sidde med personen i terapi…not so much.

Vandmanden kan derfor nemt misforstås og endda overses i forhold til, hvad vedkommende har at bidrage med. Der var engang en astrolog, der kalder Vandmanden for ”en humanitær menneskehader” og det synes jeg ikke er helt ved siden af selv om had-delen måske er lige voldsom nok.

Det er i hvert fald synd ikke at lytte til eller tillade sig at være nøgtern og analytisk, hvis man har en Vandmand i sit team eller i sit horoskop, synes jeg. Her er man måske lidt arrogant, men har som regel ret. Helt ærligt. De har som regel noget at have det i.

Mit pointe er, at der her kommer en af årets få muligheder for at se koldt og kynisk på sin situation. Lige parkere følelserne et øjeblik. "Ok, jeg vil flytte til september, så skal jeg spare så og så mange penge op, dvs jeg skal spare så og så meget i marts-april-maj" og videre i den dur.

Det kan være, at man ønsker at lave humanitært arbejde, hvilket er smukt og idealistisk – men det hjælper ikke, hvis man ikke har noget at give ud af. For at have det, må man tjene penge eller samle mad ind eller skal systemer eller hvad det måtte handle om – og til det formål, må man se matematisk med et køligt overblik på processen.

Man må være cool, calm and collected i sin tilgang til planen, sandheden, systemet eller hvilke realiteter man står over for. Se på facts og kolde data, og skære det fra, der ikke virker eller som tynger processen og samspillet. Det svageste led.

Få et køligt overblik.

Tænk.

Louise Falkenberg

Kategorier