FULDMÅNE I KREBSEN, DEN 13. JANUAR 2025. BENNYS BADEKAR.

bannys badekar

Aftenens fuldmåne er måske på hjemmebane i Krebsens tegn, men er omgivet af nogle helt særlige aspekter der kan gøre, at alt føles anderledes end det plejer. Uanset om det er godt eller skidt.

En fuldmåne har det med at trække energi ud af vores vandige kroppe og med en Mars retrograd i samme tegn, kan man opleve at være helt og aldeles fuldstændigt fladmast, så hvis du har det sådan er det måske ikke kun verdens kedeligste vejr i verdens kedeligste måned, der gør det.

Følelserne har det med at flyde over her, og med en Neptun der soler sig i en nyligt skiftet Måneknude kan vi godt overveje, at store og/eller intense følelser måske ikke har ret meget på sig i virkeligheden. Det betyder dog ikke, at de ikke kan eller skal føles for hvem ved, hvad der kan komme ud af det. Hvilken version vi kan skifte til gennem den proces.

Barndommen eller fortiden kan på en eller anden måde være i spil under denne nostalgiske måne. Vand husker alt, og det er på infantilt plan her i det første vandtegn, Krebsen. Det næste trin er vandtegnet Skorpionen, hvor vi begynder at forstå det som psykologiske mønstre og spejlinger, og det sidste føletrin i Zodiakken er vandtegnet Fiskene, hvor forståelse og tilgivelse udøves.

Det kan for mange være en ukomfortabel måne, hvor man let rækker ud efter noget der kan trøste eller man kan søge flugt i. Det er ligegyldigt, om det er rødvin, spandauere eller sex. Der kan være trang til at gøre noget ved al den føle-energi, og man-tir er fine dage for omsorgsdage.

Fordi Mars er involveret kan det også være at skære noget fra, måske noget der har med familie, barndom eller bolig at gøre og ja, det er også det vi ser i brandene i LA. De fleste mennesker vil dog være ramt i en eller anden grad af disse ret specielle energier, så det kan være svært at finde omsorg og medfølelse for ens situation.

Noget skal dog afsted eller slutte nu, hvilket kan være alt fra vores copingstrategier (hvordan man håndterer sine følelser) til en proces, hvor man måske røg af vandvognen i juleferien eller har holdt forlænget juleferie og levet af sukkerstænger, og da Ceres netop er kommet hjem i folden igen (hvordan vi nærer os selv) kan det være, at man herfra lettere finder tilbage til sundere måder at nære selvomsorg på.

Vi kommer dog ikke uden om Neptuns rolle i alt det her. Hvor Solen i Stenbukken og fuldmånen over for i Krebsen i mange år har handlet om mor-far arketyper, om work-life balance og alt det der, så er vi ikke der længere. Pluto er rykket videre. Vi har også lige fået et drakonisk reset, så alt er nyt og vi har ikke fundet fodfæste endnu.

Det mest tydelige er, at noget ikke virker længere (Stenbukken der undertrykker sine behov for at sørge for familiens sikkerhed, Krebsen der manipulerer for at holde fast i emotionel sikkerhed og lignende) selv om vi har stået i det siden 2007.

Det er der ikke mere og Neptun kan nemt give en følelse af, at der er ved at ske noget stort eller at der er store muligheder i det her – hvad ”det” så end er. Det kan være rigtigt, det kan være forkert – som skrevet i flere indlæg er det ikke virkeligheden eller de endelige resultater, vi befinder os i nu. Det er måske snarere venlige distraktioner fra universet, som leger fly som man gør med et barn, der ikke vil spise. Vi får hostesaft forklædt som æblejuice for lettere at gå igennem dette globale skifte.

Neptun er højere oppe i frekvens-hierarkiet end Stenbukken og Krebsens niveauer. Det er ikke klassisk mor-far, ude-hjemme, økonomisk-emotionel sikkerhed, det er en meget mere eleveret akse. Det er den psykedeliske portal, der måske er vores eneste vej gennem alt det her. Det er detox, det er renselse og det er måske forklædt som tegnefilm.

Det minder mig om Bennys Badekar. Det sidste stykke tid har jeg fået så mange sjove clues fra den anden side. Først dukkede min veninde op med et billede af mig og min grandtante Ellen, jeg skrev om for nylig. Hun havde fundet det i kælderen og ingen af os kan huske, at det eksisterede eller hvornår det er taget (og vi kan altså huske alle billeder og situationer, der er taget de 30 år vi har kendt hinanden). Jeg er lidt i tvivl om det overhovedet er sket i den fysiske verden, men jeg er nu glad for at have et billede af Ellen nu (se billede i kommentarer).

Den anden dag lavede en gruppe barndomsvenner sjov med Kratersøen, som lå/ligger i Høje Gladsaxe hvor jeg voksede op. I vores barndomsverden var det jo en magisk sø, der var mest kendt for at være bundløs. Hvad der ikke gik af historier om hvem og hvad, der var blevet slugt af den sø. Der var Pelles kanin, min orange sco cykel og liget af ham klubmedarbejderen, der døde i stalden og mange andre vilde historier.

I dag dukker Bennys Badekar så op, mens jeg er på eventur i et center. Det er ikke kun en fantastisk tegnefilm fra 70´erne, mange nok kan huske – den er også filmet ved Kratersøen i Høje Gladsaxe.

Man kan selvfølgelig nemt lede efter åndelige ledetråde og prøve at få noget til at passe med spirituelle overbevisninger, men det synes jeg nu ikke er mit problem normalt. Jeg føler, at jeg kan se forskel på at prøve at få noget til at passe over for deciderede beskeder fra åndeverdenen.

I hvert fald synes jeg, at Bennys Badekar ikke bare fortjener en plads på bloggen - det er måske også den mest beskrivende energi for denne fuldmåne. Uanset om man som Benny bare keder sig, er ked af det, føler sig kreativ, forelsket i hvad som helst (I am looking at you, Venus i Fiskene) eller trænger til kærlig omsorg, er vejen igennem fuldmånen en psykedelisk portal, som han finder i det badekar.

Det er nogle fremragende dage for bare at se film, male, danse, høre musik eller drømme sig væk mens universet sørger for, at vi kommer rene op fra det badekar, også energimæssigt.

Louise Falkenberg

ellen og louise

Billede med Louise og Faster Ellen ingen kan huske at have taget

-------------------------------

bannys badekar

Lidt nostalgi fra Bennys Badekar: https://www.youtube.com/watch?v=hBd0EBK0wPw

Billede lånt fra Det Danske Filminstitut: https://www.dfi.dk/en/viden-om-film/filmdatabasen/film/bennys-badekar 

-----

Er du Guldmedlem, kan du i app´en læse under ”månedshoroskoper januar 2025” for dit soltegn og din ascendant for at se, hvilket livsområde der er naturligt fokus på for dit vedkommende den kommende måned.

----

Ikke Guldmedlem? Se hvad du får adgang til i databasen og tilmeld dig her: https://medlem.louisefalkenberg.dk


Kategorier