SATURN DIREKTE, NOV 2024. BRYDNINGSTID.

Yellow and Red Comic Coming Soon Instagram Post

Saturn er gået direkte, og hold da op hvor jeg tror, at vi skal være glade for det på en himmel, der stikker i mange forskellige retninger. Der er visioner, forandringer, muligheder, veje der fører til magiske steder og veje, der ender blindt.

Saturn er den mest jordbundne planetariske indflydelse, og stationerer i det mindst jordbundne tegn, Fiskene. Det er absolut muligt, at man har vilde natlige drømme for tiden. Natteversionen af os prøver at trænge igennem, mens Neptun synger på sidste vers i Fiskene, men not so fast, siger Saturn. Der skal struktur, realitetssans og ansvar til. Skal vi bygge noget bør det være af kvalitet, det bør være langtidsholdbart og så bør det høre til vores skæbnevej. Den, vi har inkarneret for at gå.

Siden foråret har vi prøvet ting af og kunnet drømme store drømme, og nu er det måske lidt mere beskedne visioner som så til gengæld kan lade sig gøre i virkeligheden. Fiskene er vilde med virkelighedsflugt og overspringshandlinger, Saturn er vild med at have en plan der virker. Det er altså tid til en mere moden tilgang til sine drømme som er gode at have, men ikke bliver til noget uden en realistisk plan.

For nogle gælder det, at ansvaret er blevet tungere grundet glædelige nyheder – måske bragt af gårsdagens fuldmåne. Forfremmelser, graviditeter, drømme der går i opfyldelse. Uanset hvad er det tid til at gøre de irriterende ting, man har udskudt i lang tid. Bestille tid hos tandlægen, rydde op i garagen og den slags.

Saturn er langsom i optrækket. Det er en stor skude, der skal vendes for at sejle i den rigtige retning. Alt er godt, vi er klar til at sejle skuden selv og ikke længere sejle rundt og rundt i cirkler, men med adskillige planeter på vej i retrograd og massivt energiskifte i 2025 er det ikke tid til at løbe med kvart vind.

Det er måske lidt tungt for nogle, men Saturn er bagplaneten bag det eneste der kan gøre os oprigtigt glade, nemlig at skabe noget der er ægte på jorden. Noget som er vores, noget som er os. Det er smukt med drømme og visioner og fantasier og vi kunne jo også eller tænk hvis det her skete…men det nærer ingen sjæl på sigt, hvis det ikke bliver til noget konkret i vores liv.

Saturn er også snart færdig i Fiskenes tegn, som er det sidste trin. 30 års cyklus er næsten nået til vejs ende, så der er måske lige så meget der skal slippes, som der skal bygges. Det skyldes, at vi med det her næste trin op på voksenstigen er klar til at slippe det, der var en del af vores læring, healing, udvikling og transformation, men som vi ikke har brug for længere.

Nu er det tid til at tage sine ressourcer, kompetencer, erfaringer og talenter med videre til at bygge en drøm, og Saturn siger ”værs´go, nu er du klar”. Døren er åben, vi kan sagtens bryde igennem det der nu måtte komme. Der er ikke flere lænker om fødderne, tingene begynder at rykke ad sig selv.

Selv om det altid er tungt med en Saturn-stationering tror jeg som nævnt i starten også, at vi skal være glade for at den sætter sin tunge voksenfod ned på et tidspunkt, hvor energierne er bizarre på grænsen til at være fjollede. Jeg har intet problem med fjol, men det er på den der måde hvor man er i et orienteringsløb, mørket er ved at falde på, man har ikke mere vand, de andre er blevet væk og så er der pludselig nogen (Merkur i Skytten + Jupiter i Tvillingerne), der har sat falske poster op for sjov. Det er som ham, der fik en bøde for at lægge ekstra pile på gulvet i IKEA, så kunderne blev ført rundt og rundt uden at kunne komme ud.

Det er jo ikke fordi det ikke er sjovt, vel. Det er hamrende skægt. Energier og årstider kræver dog noget af os nu og i den kommende tid, og det er bl.a at forvalte vores sparsomme ressourcer optimalt. Det, der nu langt om længe begynder at flytte på sig for der vil helt klart være en følelse af, at tingene begynder at køre, har en lidt tungere opstart og lange udsigter. Intet er på plads før foråret 2025 alligevel, og der kan verden allerede se meget anderledes ud. Derfra kommer det til gengæld til at gå stærkt, så jo mere solidt fundament, desto bedre.

Når det så er sagt skal vi også have med, at Saturn møder Venus i en virkeligt god, gensidig modtagelse. Der er måske arbejde at gøre, men på den måde hvor vi har det sjovt og hygger os med at gøre det. Det er at fløjte mens man arbejder, eller at sætte den favoritplaylisten til at spille mens man rydder ud i den garage.

Nye skemaer, strukturer og planer ligger forude, og det er på en måde så det ikke bare virker, men også er noget vi nyder at arbejde med. Samtidig vil det være en del af vores egentlige skæbnevej.

Det skulle også bare mangle efter de vanvittige passager, vi har været igennem de sidste mange år. Nu mødes himlen og Jorden på en positiv måde, hvor vi er klar til at bygge en realistisk drøm.

Nå, hav en god weekend.

Forhåbentlig ikke i IKEA.

Louise Falkenberg

Kategorier