MERKUR DIREKTE 28.8 2024. IT ENDS WITH US.

Black Modern Movie Barricade Hollywood Invitation

Jeg var spændt på, hvordan Merkur retrograd ville udspille sig denne gang. Den startede ophøjet i Jomfruens tegn, og måtte derfor blive både klassisk og laserfokuseret på alle tangenter.

Jeg ved ikke med jer, men her har det været så traditionelt som det kunne forventes. Det har været Merkur retrograd med Merkur retrograd på. Apparater der gør mærkelige ting, der ”ikke kan lade sig gøre”, misforståelser i kommunikation, forsvundne mails, forsinkelser ved aftaler og videre i den trubadur.

Mennesker og temaer fra fortiden er en anden klassiker, som heller ikke gik min hverdag forbi da jeg pludselig fik muligheden for et indblik i mine egne rødder gennem noget slægtsforskning (Merkur var retrograd i mit 4. hus for hjem og familie), hvilket har vist sig at være meget værdifuldt og noget, jeg manglede at ”connecte” med.

Over andedammen, langt væk fra Danmark og Louises bondeslægt har et langt mere stjernespækket drama udspillet sig, hvilket jeg for en gangs skyld har kigget på, for det set med astrologiske briller er ret interessant.

For tiden er der meget kontrovers omkring en film, der hedder ”It ends with us”. Filmen har Blake Lively og Justin Baldoni i hovedrollerne, ligesom Blakes mand Ryan Reynolds vist også er med eller har overtaget noget af den. Ægteparret er åbenbart røget i en konflikt med Baldoni, som har rettighederne til filmen.

Historien og skuespillerne er ikke så interessante, det er bare scenen et meget karmisk skuespil udspiller sig på for tiden.

Blake Lively og Ryan Reynolds er astrologisk interessante da hun har et Jomfru-spækket horoskop og han har et Skorpion-spækket horoskop. Det betyder selvfølgelig, at temaer og egenskaber for de tegn fylder meget i ens liv og personlighed.

Det betyder også, at gode transitter bliver ikke nær så gode transitter, når noget skifter tegn. De har f. eks begge nydt godt af Pluto i Stenbukken siden 2008, men Pluto i Vandmanden vil ikke være et lige så nemt match og den kommer vi til at have fra nov 2024 frem til 2044.

Sådan er det altid. Har man haft en god eller svær transit i mange år, får man det tilsvarende omvendte bagefter. Det er derfor, man skal ride på bølgen mens den er der og holde øje med, hvornår vinden vender.

Det interessante i forhold til Merkur retrograd er, at Merkur hersker over Jomfruen (og Tvillingerne). Blake har alle de her Jomfru-placeringer og Ryan har Jomfru-ascendant. Den parkerer vi lige, men det er en vigtig brik til senere.

Der er som nævnt en tredje part i dette (ellers ville det ikke være Pluto-agtigt). Han hedder Justin Baldoni og er født den 24. januar, hvilket betyder at Pluto er tæt på at ramme hans sol. Det giver et ”dødsstød”, ofte i form af magtkampe eller ”vanvittige situationer” for at transformere hans ego.

Fint nok.

Det, Pluto også giver, er magt. Pluto giver magt og indflydelse til dem, der håndterer det til glæde og gavn for andre og for udvikling.

Hvis man kigger på de astrologiske tråde blandt de tre personer er der meget Saturn og Pluto involveret. Et karmisk bestemt møde for alle tre personer.

Det, der altid er vigtigt i forhold til udfaldet er, hvordan man håndterer det som person. Det er pointen med det hele. Kender man astrologien (eller hvilket som helst andre lignende system), er det meget nemt at forudsige hvordan man bedst håndterer det her. Gør man ikke, kan man blive ved og ved med at skyde sig selv i foden.

Blake og Lively gjorde noget, der nok har virket med Pluto i Stenbukken, men slet ikke kommer til at virke med Pluto i Vandmanden. De prøvede at udskamme Justin og køre en smædekampagne.

”Not so fast”, sagde Pluto. Pluto handler om skyggesider og at vi tager ansvar for vores eget s*it. Vi kan ikke bare tromle alt og alle, hive i forbindelserne, manipulere eller hvad vi vil for at ødelægge den andens omdømme. Ikke, hvis det ikke er sandt og/eller det, der er brug for nu.

Det, der er interessant er at det hele har givet bagslag, og at der nu kører smædekampagner på ægteparret i stedet. Merkur retrograd på hendes mange Jomfru-placeringer og ascendant i Løven samt hans i Jomfruen har været tilbage og finde gamle grimme historier, interviews og situationer, hvilket der åbenbart er en del af. Hun og de er altså gået fra at være mediebilledets darling til at være blevet meget upopulære meget hurtigt.

Det er jo det, der er ved piedestaler. Bliver man sat eller kravler selv op på en piedestal, er der kun en vej og det er ned igen- og her møder man sjovt nok de samme folk, som man mødte på vej op. Det er very Saturn & Pluto.

Min pointe med alt dette er, at når Pluto er involveret lægger man sig fladt ned. Man indrømmer hvad man har gjort af hemmelige, dumme eller grimme ting, ud fra et ønske om hævn, med falske intentioner, stort ego eller hvad det måtte være. Ellers bliver det en hård læring, forhåbentligt ikke så offentligt som det her, men for almindelige mennesker kan det sagtens udspille sig på en arbejdsplads eller endda i Netto.

Har du noget som helst omkring 29 grader eller 0-1 grader er det påvirket af de energier for tiden. Ærlighed er et must for, at det ikke går helt op i hat og briller. Pluto kender udmærket godt vores skyggesider og stopper ikke, før vi har ædt alle kamelerne og er blevet bevidste om, hvad vores egentlige intentioner var.

Pluto i Vandmanden kommer som skrevet før til at transformere begreber omkring kendte og kongelige, da den kommer til at være i opposition til Løven. Jeg tror kun, at man får lov til at blive på sin "scene", hvis man bidrager til samfundet og udviklingen (Vandmanden).

Jeg var spændt på, om Pluto lige ville give et sidste spark bagud inden den om nogle få dage triller tilbage for at rydde helt op i Stenbukkens tegn, og det oplever jeg absolut at dette er. En sidste reminder, at vi ikke kan opføre os grimt med for stort ego som ror.

I bedste finurlige Merkur-stil er titlen på filmen også interessant uden at jeg ved, om det er et tilfælde.

It ends with us.

Det er meget muligt, at Hollywood royalty ender med det her par. At vi senere ser tilbage på den historie (der nok langt fra har udspillet sig) som et afgørende punkt i transformationen af royalty.

At de overlevende fremover er dem, der fremstår som mennesker på godt og ondt, der er oprigtigt interesserede i at bidrage. Det er ikke en god tid at være socialt tonedøv og totalt privilegieblind, hvilket vi nok vil se mange eksempler på fremover.

It ends with us.

Merkur er klar til at gå direkte onsdag aften den 28.8, hvilket ender en stagneret periode for us almindelige mennesker. Tingene begynder at rykke igen, og det kan komme til at gå ret stærkt. Gør man tingene med et oprigtigt hjerte og ønske om at bidrage, ender det måske med en lilly-model.

Eller ihvertfald noget, der er bedre end en sh*tstorm.

Louise

Er du Guldmedlem kan du i databasen under ”månedshoroskoper august 2024” se hvilket livsområde der aktiveres for dig når Merkur går direkte. Læs for din ascendant for at vide, hvad der allerede ligger i kortene og for dit soltegn for at se hvor du selv kan bruge ressourcer på at udvikle dig yderligere. Månetegnet indikerer primært en indre oplevelse der sjældent vil have et udfald i form af fysisk manifestation.

Kategorier