31. oktober-9. november 2018. Det sidste opkog.

2018 er så småt ved at gå på hæld. Et dybt transformerende år for os alle, individuelt såvel som kollektivt. Er du nået hertil, så klap dig selv på skulderen. Du har kæmpet dig igennem den mørkeste underskov, sejlet på Styx, nedkæmpet de største drager og forhandlet med selveste Djævlen. Der er nu lys for enden af tunnelen, og det er ikke (endnu) et modkørende tog.

Men ingen roser uden torne. Og ingen helterejse uden den sidste, store udfordring. Finalen. The final countdown. Velkommen til den sidste uge i underverdenen inden vi skal op i dagslyset igen. Og ja, det bliver lidt af en kamp, men du er så meget desto bedre rustet end du var for bare et år siden. Meget bedre.

Lad os straks se på holdopstillingen. På hold A har vi: de mørkeste afkroge af dit sind, dine skyggesider, alle dine    eks´er, din blinde vinkel i forhold til penge og passion og dine dybeste ønsker. Det ægte. Den virkelige dig. På hold B har vi: Øh...ja, altså dig.

Venus gik i Skorpionens tegn den 9. september 2018. Det er næsten 2 måneder med en transit, der tilnærmelsesvis kan betegnes som (sado-)masochistisk. Og senere smed heksen lige et stænk Venus i retrograd oven i trylledrikken. Namm, hvor var det bare godt. Så kunne det rigtigt syde og boble i relationer verden over.

Venus kommer zeuskelov hjem til Vægten idag. Kærligheden er her igen. Ihvertfald indtil 15. november, hvor Venus lige hopper tilbage i Skorpionen, men mere om det senere. 15. – 18. november 2018 bliver et helt kapitel for sig i verdenshistorien, så det fortjener sit eget indlæg. Ihvertfald er vi nu lidt mere galante end før og kan endelig rumme den anden igen. Skabe balance. Kampene er ovre, elskerinden er væk og med sig tog hun sin kaningryde. (men vent lige og se hvad der sker indtil Venus er helt ude af det her rod til december).

Jupiter er i de sidste grader af Skorpionen. Også kaldet de ”kritiske” grader. Mjarm. Netop som man ikke troede, at Jupiter i Skorpionen kunne blive mere kritisk. Siden den 10. oktober 2017 er der kommet meget frem fra samfundets ormehuller og ligestillingen mellem kønnene har for alvor taget fart. En dybt healende og transformerende transit i et år, der har været præget af jord- og vandelementet. Det er stabilt og jordnært, men også tungt. Det må have været sådan et tungt 2018 for ild- og lufttegn. Jord og vand i forlænget spilletid er lig med mudder.

Alle ildtegn (Vædder, Løve, Skytte) kan ihvertfald glæde sig stort til de energiskifte i den kommende uge. Chiron retrograd er gået ud af Vædderen for en stund og er i Fiskene. Uranus har afladet den stakkels Tyr for en stund og gør nu Vædderen elektrisk igen. Og endelig er Jupiter på vej hjem til Skytten. Jeg kan mærke frustrationen, jeg kan mærke at Jupiter kan se målet og næsten ikke kan holde ud at være nede i Skorpionens dødsrige længere. Den vil op i lyset. Tilbage til optimismen, entusiasmen, håbet og positiviteten.

Vi skal bare lige igennem den sidste periode her. Det sidste opkog. Alt, der ikke har været oppe og vende, den sten der endnu ikke er endevendt. Det, der ikke er blevet gjort noget ved. Det kommer lige op af geyseren en sidste gang. Og meget skal dø. Det skal det. Det er naturligt, som jeg skrev om sidst. Tingene falder fra hinanden nu og jeg beder dig om at være vidne. Ikke gå i panik, ikke tage stilling. Kun være vidne. Også selv om du eller alle andre opfører sig bindegalt. Det er helt klart en mulighed. Helt klart. Bare pas på dig selv hvis nogle kaster kaningryder efter dig, ik.

Som nævnt i videoen i sidste Søndags-LIVE – persongalleriet er allerede på plads. Alt er sat på plads på de hylder, hvor de kosmisk hører hjemme. Vi mangler kun et tæppefald hernede på Jorden, når scenefolkene er færdige med at sætte den nye scene op bag kulisserne. Alt, der ikke skal være på den scene, alt der ikke hører til din og vores fremtidige forestilling bliver nu kørt på forbrændingen.

Vi taler altså eksterne kræfter. Uden for vores kontrol. Uranus, som har været i opposition til Venus længe, fortsætter nu med at – tja – være i opposition til Venus, selv om de begge skifter tegn. Uranus er nye veje, nye måder at tænke på, at gøre tingene på. Vær lidt innovativ, mand. Få den Skorpion-kundalini op at gøre, vær din egen revolution, skab dit eget liv og hverdag. Uanset hvor meget frygt Illuminati eller Patriarkatet eller TV-Avisen eller Præsten eller Imamen eller Ude og Hjemme-bladet forsøger at indgyde i dig. Hvis man ikke fodrer dragen, dør den jo. Uranus i denne position er rebelsk og oprørsk. Mars og Black Moon Lillith i Vandmanden ligeså. Det er tid for Pinocchio at brænde de bånd, der binder ham. Og skabe et autentisk liv. Det er det, alle de her transitter forsøger at hjælpe dig til at gøre. Det er din egen højere sandhed, din underbevidsthed, din sjæls ønsker. Kun dit ego kan være i vejen.

Det er sidste kapitel i det tunge og transformerende 2018, vi har kendt indtil nu. Når ”ilden” kommer igen, så skal der rykkes. Der skal skabes, bygges, kreeres. 2019 bliver et år, hvor der er ild med ild på og fantastiske understøttende energier. Perfekte til at bygge dit perfekte liv. Ægte lykke. Hvordan det så end ser ud for dig.

For du er helten. Du er stærk, sej og modig. Og du klarer også denne sidste tur.

Louise

 

 

Kategorier